Udskriv denne side
Diger og levende hegn

Diger og levende hegn

 

Hæfte om diger og hegn i det ærøske landskab.

Forestil dem et Ærø uden diger og hegn. Et fuldstændigt åbent landskab, som man kan opleve det i den tyske forbundsstat Mecklenburg-Vorpommern, hvor der er marker så langt øjet rækker. Det er svært. Ærø har en rigdom af diger og hegn, som bl.a. de mange cykelturister værdsætter på deres ture rundt på Ærø. I den forstand er det frodige kulturlandskab også en kilde til indtægter og rigdom på øen.

Men hvad er den historiske baggrund for de mange diger på Ærø? Diger og hegn er fortid, som endnu lever i nutiden rundt om i det åbnet landskab. De har en lang historie, som rækker godt 1000 år tilbage i tiden med opførelsen af kirkerne og etableringen af kirkesognene.

Ærø Museum har udgivet et lille hæfte med titlen ”Diger og hegn i det ærøske landskab” skrevet af historiker Ole Falkentorp. Her fortæller han om den i mere end en forstand langstrakte historie fra de første sogneskel over ejerlavsskellene, hovedgårdsdigerne og landboreformernes diger til udviklingen inden for landbruget efter 1945, som truer de eksisterende diger.

Det velillustrerede hæfte på 20 sider kommer godt rundt om emnet. Bagerst er der litteraturhenvisninger, så særlig interesserede kan dykke længere ned i emnet. Hæftet kan læses hjemme i et læsemøbel eller tages med på en cykeltur i det rige ærøske digelandskab.

”Diger og hegn i det ærøske landskab” kan købes i Creutz Hjørne i Ærøskøbing og på turistkontoret for blot 40 kr.

God læselyst

Kim Furdal

museumsleder, ph.d.

Template Design © Joomla Templates | GavickPro. All rights reserved.